Den digitale velværebevægelse beviser, at Microsofts Windows Phone havde én ting rigtig

Du har lagt mærke til det nu. Det er ikke kun telefoner længere. Alle computere, du har fra den ringe Chromebook, gør-det-alt-Windows-pc'en helt op til den dyre MacBook, leveres med et meddelelsescenter, der hjælper dig med at styre dit liv. Når 2018 nærmer sig enden, vil hver computer, du har, sendes med en måde at fortælle disse meddelelser, hvor de skal holde sig. Det er ikke fordi, der er noget galt med notifikationer som koncept. Vi har brug for at vide, hvornår vores e-mails og tekster kommer ind. Det er, at de er blevet misbrugt og forvandlet til en lænke for at holde os bundet til vores enheder på ubestemt tid. 

Microsofts Windows Phone er i bedste fald en advarselshistorie. Den smartphone, der fungerede som Icarus, fløj for langt væk fra normen, mod solen og styrtede ned. Styresystemet havde rigtig mange lyse ideer, men i dag vil jeg tænke på en af ​​de idéer, der kun virker rigtig gode set i bakspejlet, nærmere bestemt de levende fliser. Nej, ikke selve fliserne - men af ​​hvad de legemliggjorde og filosofien bag dem. En af de største kritikpunkter, der blev rejst mod Windows Phone, som bidrog til, at den ikke kunne hente apps, var mangel på klæbrighed. Iboende i konceptet med de levende fliser var forventningen om, at brugerne ville komme ind, kigge på fliserne og komme videre med deres liv uden at skulle bruge for meget tid i hver enkelt app. Det var den filosofi, der drev indholdet over Windows-telefonens kromdesign. Kom ind, kom ud, fortsæt med det.

Andre platforme som iOS og Android havde den klæbrighed, og app-udviklere strømmede til. Nu bliver brugerne overvældet af meddelelser og apps, der vil have dig til at blive ved med at vende tilbage. Det viser sig, at honning ikke er det eneste, der er klistret. Musefælder er, og brugere er gnavere, der bliver fodret lidt lokket ind i denne app og den.

"Kognitive neurovidenskabsmænd har vist, at belønnende sociale stimuli - grinende ansigter, positiv anerkendelse fra vores jævnaldrende, beskeder fra kære - aktiverer de samme dopaminerge belønningsveje," en Havard-artikel forklarer, "Smartphones har givet os et stort set ubegrænset udbud af sociale stimuli, både positive og negative. Enhver notifikation, uanset om det er en sms, et "synes godt om" på Instagram eller en Facebook-notifikation, har potentialet til at være en positiv social stimulans og dopamintilstrømning."

Sociale medier og notifikationscenteret på din computer tjener begge til at give den stimulation. Hver ny Snap, tekst og ny e-mail har til formål at få brugeren til at føle sig vigtig og lokke dem til. Brugere af sociale medier er ikke uvidende om denne effekt, og ser på virksomheder med mistro. Facebook, for en, er blevet (upræcist) anklaget at tilbageholde notifikationer på Instagram for at narre brugere til at bruge appen mere, efterhånden som de higer efter valideringen.

Når det kommer til spørgsmålet om afhængighed, har virksomheder som Facebook, Apple og Google vedtaget foranstaltninger for at gøre det nemmere for os at kvantificere, hvor meget tid vi bruger på at bruge deres tjenester. Dette betyder ikke, at de ikke ønsker, at vi bruger deres tjenester, blot at de ønsker, at det skal være "godt givet ud". Så Instagram vil nu fortælle dig, hvornår det er tid til at stå af. Du har set alle billeder siden sidst, gå ud og gør noget andet. Apple og Google vil overvåge dit forbrug og give dig kvantificerede data. De vil fortælle dig, hvad du laver på sociale medier, og hvor lang tid du bruger på hver enkelt app, og hvorfor og hvorfor. Du kan fortælle dig selv, at du skal stoppe når som helst, eller endda indføre grænser som en forælder, der taler ned til deres barn. "30 minutters Instagram på hverdage. Jeg lover."

Nu, i slutningen af ​​2018, leveres vores smartphones og bærbare computere alle med en slags snor. Google kommer med Digital Wellbeing. Apple også. Microsoft har ikke det samme, men Fokus Assist er en teknologi, der tilnærmer sig meget af funktionaliteten. Det er endnu ikke perfekt. Vi er stadig blevet trænet i at tjekke vores telefoner. Nogle enhedsproducenter sender stadig fejlagtige, uønskede meddelelser. Men det er en begyndelse.

De værdifulde samtaler, der startede omkring at genvinde kontrollen over teknologien, har været indsigtsfulde. Tidligere havde vi som samfund engageret os i en form for tekno-chauvinisme. I stedet for at tænke på virkningerne af ny teknologi, gik vi på et tidspunkt lykkeligt over til legetøj for store tech-virksomheder, hvor vi blev fodret med nyheder med data fra algoritmer, der kontrollerer ting, vi ikke kunne med information, vi ikke havde adgang til. I 2018 tog vi en vis kontrol over vores digitale liv tilbage. Om kun lidt.