Anmeldelse: JJ Macfield and the Island of Memories fortæller en smuk historie om identitet

Anmeldt på Xbox One

Ro. Titelskærmen på The Missing er fredelig – idyllisk. Titulærfiguren JJ (Jackie Jameson) står på en kaj med udsigt over en fredfyldt krystalblå sø. Rene hvide fugle sidder på toppen af ​​agterstavnen på hendes lille båd. Når hun trykker på play, løber hendes (måske) kæreste, Emily, ind i scenen og hopper på båden og skræmmer fuglene væk.

Det er en pause i et fredeligt øjeblik, men det er stadig et lykkeligt øjeblik, og dette åbningssegment er et af de lykkeligste øjeblikke, du vil se i et stykke tid i The Missing. Scenen på havnen går over til, at JJ og Emily deler et øjeblik omkring et lejrbål. Herefter går det hele ad helvede til, eller mere specifikt Limbo.

Playdeads sort-hvide platformspil fra 2011 er naturligvis en inspiration til spillestilen, der findes i The Missing. Korte øjeblikke af spillet går endda tilbage til spillets velkendte kunstneriske stil; at jagte en knivsvingende mejer tidligt fører dig til et stort felt med lilla blomster, hvor baggrunden er oversået med sorte silhuetvindmøller.

I dette felt bliver du introduceret til hovedmekanikken bag The Missing: regeneration. Når du rejser gennem marken, kommer du til et stort træ, som, når det bliver ramt af et stort lyn, styrter ned. Du undslipper med nød og næppe træuhyrligheden, men da stammen kommer i kontakt med jorden, spreder ilden sig og fanger dig i dens greb. JJ falder ned på gulvet, lyser og skriger af smerte. Du lever efter en opstandelse, der involverer en halv-mand-halv-hjort læge, der taler, som om han sidder fast i Twin Peaks' Black Lodge.

Efter dette øjeblik bruger The Missing et kort stykke tid som et ret formelt puslespil-platformspil. Du går, hopper, flytter kasser, kaster genstande for at få kasser ned fra højtliggende steder – det sædvanlige. Selv de miljøer, du flytter kasser igennem, føles flade og grundlæggende med mudrede teksturer, skæve animationer og endda en stor mængde spændinger, mens spillet strømmer i aktiver. Faktisk mindede det mig på mange måder nogle gange om et PS3-spil.

Undervejs vil du dog støde på en træplanke, der vipper ud over kanten af ​​en grube belagt med modhager. At gå til kanten får platformen til at falde. Hvis du rører modhagerne, kan du se dine libs slynge af i den modsatte retning. Den eneste rimelige måde at fuldføre puslespillet? Skær kropsdele af, indtil du ikke er mere end et hoved, og brug din lethed til at krydse platformen og glide lige gennem et lille hul. Åh, og som hoved kan du hoppe. Spørg ikke hvorfor.

Udover at hugge lemmer af og glide gennem huller som et sjusket, blodigt hoved, kan du gøre et par andre ting ved at lemlæste din egen krop i løbet af spillet. For eksempel kan du kaste dine lemmer mod genstande, du kan sætte dig selv i brand for at brænde forhindringer ned, og du kan blive ramt så hårdt af tunge genstande, at alle dine knogler knækker, og verden vender op og ned. Du ved, sædvanlige ting.

Uden for denne nøglemekaniker, et par interessante gåder og et par interessante fjendedesigns, er The Missing nogenlunde standard i selve gameplay-afdelingen. Det er sjovt; oftere end ikke fandt jeg mig selv i at tænke på det mere som en katalysator for at bære spillets fortælling, og jo mere jeg spillede igennem The Missing, jo mere fandt jeg ud af, at det var sandt.

J.J's historie er dyb og tragisk. Det er en fortælling om at finde dit sande jeg og lære at acceptere, hvem du er. Jeg vil ikke ødelægge det, det er en historie, du bliver nødt til at spille igennem for dig selv, men når du bevæger dig gennem spillets groteske gåder, er det altid historien, der holder dig hooked. The Missing giver dig viljen til at se det igennem i modsætning til mange spil, og det er bestemt en titel, der skal spilles fra start til slut.

Den kører kun i omkring seks timer i alt, men det er seks vigtige timer, som jeg mener bør opleves. Det gør bestemt nok til at holde dig hooked hele vejen igennem - spillets samlerbare donuts låser konstant op for ny konceptkunst og bærbare outfits, og der er endda en sund mængde post-game unlockables såsom cheats og en musikafspiller.

The Missing er et godt spil med en unik mekaniker (selvom jeg også husker Rebellions NeverDead), der rummer en fantastisk og rørende historie. Det er måske ikke alles kop te, men det er et spil, der vil forblive hos dig i mange år fremover.